Døden.

Døden har optrådt i mange forskellige skikkelser gennem hele middelalderen.

I starten var den en kvinde, der var gift med djævelen, Hr. Djævel og Fru Død.  

Senere kom den til at ligne en adelsmand med et brækket spyd, som tegn på, at Jesus havde besejret døden ved at genopstå, og bind for øjnene,  for at vise at døden tager alle. Efter pesten fik han heste og en le. Lige som når man høster, svang døden sin le over menneskene. 

I senmiddelalderen blev døden til en spillemand eller en graver. Det var også i senmiddelalderen, at dødedansene opstod, de foregik sådan at forrest dansede døden, bagefter konger, adel og bisper. Så kom præster, borgere, større bønder og håndværkere, og til sidst kom tiggere og fattige. De blev selvfølgeligt tvunget til at danse af døden, men det hele blev malet som kalkmalerier i kirken, for at minde folk om, at ingen havde evigt liv.

Når man døde, mente man, at man først kom igennem  skærsilden. Det var et meget ubehageligt sted, hvor man brændte op, ind til  ens synder var væk, og man kom i paradis. Nogen specielt hellige folk undgik helt skærsilden, de kaldtes helgener. Man kunne også få gjort sine synder mindre ved at købe aflads breve.